fredag den 27. april 2012

Gåseøje

Jeg har haft forrygende travlt med at skrive opgave, derfor har der været lidt stille.

Da jeg var en tur i Ålborg i dag i forbindelse med opgaven, måtte jeg lige forbi Designværkstedet. Der er så mange fine udgaver rundt omkring af Annette Danielsens Gåseøje, så den må jeg bare i gang med.

Jeg har valgt at strikke den i Bomulin fra Isager. Farven kan jeg ikke helt fange, den er nærmest en meget dyb petroleumsfarvet.

Nu må jeg på jagt i huset og se, om der er en ledig rundpind nr. 3...

Hilsen AC

lørdag den 21. april 2012

Zap zap

Der er strikke - og hækleprojekter nok i gang, men der er ikke noget, der rigtigt fanger. Så der bliver lavet lidt på det ene og så lidt på det andet.
Jeg trænger vist til at få noget nyt sat i gang! Nu har jeg jo også lige afsluttet en trøje, så...

Der begynder at dufte fra ovnen. Løgtærten får vi ofte: Den er nem at lave, falder ikke så tungt i maven og smager dejligt. I dag skal vi have lidt røget laks til.
I mangel af et billede på noget igangværende strikketøj er der et af tærten fra en tidligere lejlighed.


Hilsen AC


onsdag den 18. april 2012

Knap nok færdig

Jo, Knapnok er færdig.


Den var egentlig hurtig nok at strikke, men lå så et stykke tid og ventede på knapper.
Efter en hyggelig tur til Birthe Sahl lå den stille igen.
Da jeg så måtte indse, at der ikke var andre, der syede knapperne i, måtte jeg selv i gang.


Mærkeligt, at det kan tage så lang tid at få lavet det sidste, når det faktisk ikke tager så lang tid...

Fakta:

  • Knapnok fra Geilsk
  • Strikket oppefra og ned
  • Geilsk Tweed - 7 1/2 nøgler
  • Pinde nr. 3 1/2
  • Str. M
  • Knapper fra Birthe Sahl


Farven er nærmest flaskegrøn. Knappernes farver svarer næsten til garnets nister.
Den er tænkt som tilbehør til cowboybukser, som jeg synes, farven passer godt til.

Hilsen AC

mandag den 16. april 2012

E-Book Reader

Jeg har længe ønsket mig en E-Book Reader.
Først og fremmest for at slippe for en ekstra kuffert, når vi tager på ferie:-)

Valget faldt for nylig på denne model, og det har jeg ikke fortrudt. Den er handy, vejer ingenting og er til at læse i sengen også.
Et af hovedkravene var, at den skulle være læsevenlig også i solskin. Og det er den!
Jeg er meget, meget glad for mine (papir)bøger, men der kommer nok ikke så mange på boghylderne mere.

Hilsen AC

søndag den 15. april 2012

Top med løbemasker

Endnu et lille projekt fra garnkurven.


Et hurtigt projekt af Lene Holme Samsøe fra et tillæg i Hendes Verden for en måneds tid siden. Opskriften findes også hjemmesiden.
Jeg drømmer om varme dage, hvor man lige kan få brug for at tage en let bluse over sidst på dagen.

Det er så ikke lige i dag. Der er et pragtfuldt solskinsvejr her nordpå, men en ret så kold vind. Til gengæld er det godt for vasketøjet, der tørrer hurtigt på snoren.

Jeg har lovet mig selv, at nu skal der ikke startes flere projekter, før mindst et par stykker af de igangværende er færdige...

God søndag
Hilsen AC

fredag den 13. april 2012

Blåt er godt

Fredag er ugens bedste dag!
Sjovt som netop denne dag bare flyver afsted på arbejdet. Ikke mindre travl end andre dage, men god.

Nu er der tid til at finde hvilepulsen igen.

Hækletøjet fra i går ligger i en anden version i en kurv. Her i blå/grønne nuancer. Kvaliteten er diverse supersoft: Tvinni, Blackhill og Holst Garn.
Det er nemt at finde garn i disse farver i mine gemmer. Især som yngre var også mit klædeskab fyldt med tøj i disse farver. Blåt er godt.


Hilsen AC

torsdag den 12. april 2012

Strikkepause

Når strikkepindene trænger til en pause, synes jeg, det er meget hyggeligt at hækle.

I bogen No.11, no. 12, no. 13 ... er der en vest i et rigtigt fint mønster. Vesten tror, jeg dog aldrig, jeg får lavet, men selve mønstret kan man blive helt afhængig af...

Her hækler jeg i Rasmillas Yndlingsgarn. Mon ikke det bliver til en "halsting" af en slags.


Hilsen AC

onsdag den 11. april 2012

Onsdag er hjemmearbejdsdag

I går ringede vækkeuret tidligt efter en afslappende påskeferie.

Som altid efter en ferie er det svært for både børn og voksne at komme i gang fra morgenstunden. Den ændrede dagsrytme skal ud af kroppen igen. Men det er sundt for både store og små at have en sammenhængende pause, hvor man ikke hænger i en klokkestreng.

I dag sidder jeg hjemme og arbejder. Jeg er i gang med at skrive en opgave i forbindelse med videreuddannelse.

Ind i mellem finder jeg strikketøjet frem og strikker et par striber.


Modellen er Bredbånd af Bente Geil. Det nederste stykke mangler kun et par striber, så skal der samles masker op til det øverste.

Garnet er blødt som smør!
Hilsen AC

tirsdag den 10. april 2012

Sandstorm

Den nyeste strikkebog i samlingen er Annette Danielsens Sommerstrik.
Endnu en fin bog fra hendes hånd.

Det første valg faldt på Sandstorm. Strikket i originalgarnet fra Isager - og i bogens farver. Jeg må ned i p 2 1/2 for at overholde strikkefastheden.

Jeg har tidligere strikket en sommerbluse i Isagers hørgarn. Det er lidt hårdt at strikke i, men bliver dejligt blødt efter vask og holder sig godt.



Hilsen AC

mandag den 9. april 2012

Lige til at spise

Ja, sådan ser de ud, når de ligger der i skålen. Man skal passe på ikke lige at putte en i munden.
Forleden dag besøgte jeg igen Birthe Sahl i hendes fine butik i Halvrimmen.

Det tager altid lang tid at vælge de knapper, man skal bruge. Der er utallige variationer i størrelser, former og farver. Egentlig skulle jeg bare bruge ensfarvede grønne knapper til en trøje, men sådan gik det ikke.

Hilsen AC

Så springer jeg ud i det

Efter længe at have fulgt med i den danske blogverden blandt alle I gæve (strikke)kvinder, vover jeg nu springet!
Jeg er blevet inspireret til mange projekter og mange garntyper på jeres blogge. Planen er især at dele mit håndarbejde med andre.

Egentlig burde bloggen hedde: Hvad strikkekurven gemte, for det er meget...

Hilsen AC