lørdag den 25. oktober 2014

Drengestrik

Her er et efterårsbillede af min nevøs skønne dreng. Gad vide, hvad han giver sin mor her?


Egentlig er det jo trøjen, det her skal handle om.

Den passer fint under en dunvest.






















Modellen er "Ret nem raglan" fra Lene Holme Samsøs: Børnestrik på p. 3 ½ og 4. Strikket topdown.
Garn: Coast fra Holst. Farverne Nimbus og Harbour
Pinde: 3 og 4
Fortsat god weekend!
AC

mandag den 29. september 2014

Ponchotrøje

Min udgave af Arvingen er klar til brug.


Der var så mange fine eksemplarer rundt omkring, så jeg måtte også strikke den.

Jeg er sikker på, den vil blive brugt rigtigt meget. I første omgang i den kolde bil om morgenen, senere som en varm indendørstrøje.


 FAKTA:

Opskrift: Arvingen af Pia Hernø
Garn: Lamauld fra Strikkebogen købt hos Hønsestrik i Aalborg. Farven er Petroleum, så billederne er ikke helt retvisende. Der er brugt lidt over 7 ngl.
Vasket på uldvask og blød som smør
Pinde: Nr. 6
Ændringer: Tilpasset garnet i masketal og udtagninger. Jeg har udeladt rib i halsen, da jeg hellere vil have den lidt mere åbne rullekant
Hilsen AC

lørdag den 20. september 2014

Klar til feriekufferten

Så blev blusen færdig.


Isagers Marocco har været en fornøjelse at strikke. Den er strikket i japansk bomuldsgarn, som er et tyndt båndgarn. Jeg har vasket den ved 30 grader, den er ikke blevet helt så blød, som den jeg så hos Isager, men mon ikke det kommer evt. med et par omgange i tørretumbleren.


Modellen strikkes oppefra og ned. I stedet for at strikke først ryggen og derefter samle masker op til forstykket og strikke det, har jeg samlet stykkerne efter ærmegabene og strikket på rundpind resten af vejen.
Jeg er superglad for den, og den må være perfekt, når vi om et par uger drager sydpå og dermed forlænger sommeren.


Mens jeg hæftede ender, kunne jeg nyde Annette Danielsens fantastiske nye bog. Bagved skimtes Susan Haumanns Let's tweed - en helt anden bog, men også med fristende modeller.

Fakta

Model: Marocco af Marianne Isager
Garn: Japansk bomuld fra Isager
Pinde:
Ændringer: Se ovenfor
Forsat dejlig sensommerdag!
AC

lørdag den 2. august 2014

Lidt mere zigzag

I sidste indlæg skrev jeg om det japanske bomuldsgarn fra Isager. Jeg var - selvfølgelig - nødt til at slå op til blusen med det samme.

I Tversted havde de strikket "Marokko", som oprindeligt er i noget andet garn, og den passede mig perfekt.


Da jeg havde strikket lidt, kom jeg meget i tvivl. Den så alt for stor ud.
Tænke, tænke. Jeg havde ingen strikkefasthed at sammenligne med, da det ikke var det originale garn.

I formiddags kørte jeg turen igen, så jeg kunne kontrollere størrelsen. Den var OK, så nu sidder jeg i skyggen og strikker videre.


Når jeg kigger op, får jeg helt udlængsel, når jeg ser "sporet" efter et fly. I stedet er det ved at være slut med ferien, så i stedet skal jeg til at indstille mig på et nyt skoleår med skolereform...
Hilsen
AC

fredag den 1. august 2014

Garnfristelser

Jeg nåede lige omkring Holst Garn, inden der blev ferielukket.

Trøjen Viggo (se forrige indlæg) gjorde, at jeg blev fristet til at strikke mere i Coast.


De to af farverne er jeg i fuld gang med til en trøje af Stine Hoelgaard. De øvrige er til mere drengestrik.

I går kørte jeg en tur til Tversted. Marianne Isager har flyttet rundt på sine butikker, og begge steder er et besøg værd.


Med hjem kom der Isagers Japansk Bomuld til en stribet zigzag - bluse. Garnet føles som hør, når jeg strikker med det, men det bliver meget blødt efter vask.
Jeg strikker på p 2½, så det  kommer til at tage sin tid, men det gør ikke noget, der er jo længe til næste sommer.... Heldigvis er denne sommer jo ikke slut endnu!
Hilsen AC

lørdag den 19. juli 2014

Sommerferiestrik

Der gik da lige lidt tid siden sidst!
Først var der en travl afslutning på skoleåret, og så blev der (endelig) sommerferie, som nydes i fulde drag.

Vi plejer at tage ned i sydens sol, når jeg får ferie, men i år har vi skubbet rejsen til oktober og nyder i stedet det danske sommervejr.


I gemmerne havde jeg lidt coast garn fra Holst, det er blevet omsat til en Viggo fra Rasmilla.
Farverne er i virkeligheden mere turkise. (Kingfisher og Robins Egg -kanterne er Skylight).


Det er en rigtig hyggelig trøje at strikke med mange fine detaljer. Jeg har ikke strikket i coast før, men det er meget behageligt at strikke med, her strikket i dobbelt garn på p 4.

Men hov, der skete lige noget... Sidste knap syet i, vaskemaskinen på uldprogram og temperaturen på - nej det glemte jeg øv øv øv! Så det er ikke helt en str. 2 år længere...

Fortsat god sommerdag
AC

onsdag den 28. maj 2014

Det lykkedes

Sidste sommer startede jeg på Hanne Falkenbergs Bits.
I det fantastiske sommervejr foregik strikningen på terrassen, garnet var fint at sidde med i varmen..


Da sommeren lakkede mod enden, og det kriblede for at få uld i hænderne, lagde jeg den til side.

For nogle uger siden fandt jeg den frem igen.


Nu er enderne hæftet, den er vasket og klar til brug. Den passer perfekt, jeg er sikker på, at den vil blive brugt meget!


Mønstret ser lidt forvrænget ud på billederne, men det blæser meget her i dag.


Her ses de fine rullekanter.

Fakta

Mønster: Bits af Hanne Falkenberg - meget gennemarbejdet mønster
Garn: Sofistica - 60% bomuld, 40% hør
Pinde: Nr. 3 og 2 ½ til kanter
Fra lager: Købt som kit hos en fin garnforretning i Hirtshals - Ret & Vrang
Ændringer: Forlænget kroppen med to rækker af mønstret. Jeg har udeladt den orange rullekant nederst på blusen, da jeg synes, det er pænere uden

Nu er det videre med Paneldebat (selv om jeg har mere lyst til at starte på noget nyt).
Hilsen AC

søndag den 18. maj 2014

Dejlige weekender

Selvfølgelig var jeg til Uldfestival sidste weekend - en lille hurtig tur lørdag og en lidt længere søndag.
Saltum var fyldt med især glade kvinder, og der var nok at kigge på og blive fristet af. Det er et fantastisk arrangement, de får stablet på benene hvert år.

I år lod jeg mig mest inspirere til senere projekter, men lidt fik jeg da med hjem bl.a. garn fra Karen Noe og et par nøgler af Tusindfryds hverdagsuld. En hakkenål og Susie Haumanns bog Blue Notes.


Denne weekend har vi jo været begavet med det dejligste vejr, så det meste har foregået udendørs. Lidt hækleri til afveksling for strikkepindene.


Sidste sommer begyndte jeg på Hanne Falkenbergs Bits, den har overvintret i kurven, men nu er det første ærme næsten færdigt.


Mærkeligt nok er det også ærmerne, der mangler på Paneldebat af Bente Geil, men jeg er godt i gang med det første.
Planen som jo er til for at brydes er, at disse to trøjer skal afsluttes, inden jeg må begynde på nye større projekter.
Skyerne er nået herop, men der skulle vist komme mere sol om et par dage!
Fortsat god søndag.
AC

søndag den 11. maj 2014

Farven lilla

Regnbuelegen slutter med lilla.
Først et billede fra min have. Her Vibeæg som er helt fantastisk.


Tre billeder fra arkivet af lilla strik.

Igen igen en model af Annette Danielsen: Samsø fra Kunsten at strikke en ø. Den er strikket i Isagers Tvinni, som er et fantastisk dejligt garn at strikke i samtidigt med, at det holder sig godt. Farven er smuk lavendel.
De lilla knapper? Selvfølgelig fra Birthe Sahl.



 Sidste år deltog jeg i en Mysterie KAL. Resultatet blev dette tørklæde, som jeg har brugt meget. Grå og lilla passer godt til hinanden.



Sidste billede er Tinas tørklæde fra Rasmilla i lyse sommerfarver (så det må jeg vist have fundet frem).


Og jo, jeg har gået med lilla ble som studerende (det har jeg heldigvis ingen billeder af), og jeg har en del lilla tøj i klædeskabet.
Lilla fåes i mange fine nuancer og er klædelig, synes jeg - og så passer det godt med blåt:-)

Det har været hyggeligt at være med i Regnbuelegen! Jeg har ubevidst gået og "ledt" efter farver ude og hjemme.
Søndagshilsen
AC

søndag den 4. maj 2014

Der gik da lige hverdag i den

Efter den dejlige påskeferie med driverliv og afslappede, hyggelige familiebesøg, var der pludselig hverdag igen, så det blev kun til bloglæsning rundt omkring.

Regnbuelegen var i forrige uge grøn, "deadline" for blå er i dag.
Da både grøn og blå er blandt mine absolutte yndlingsfarver, er det ikke svært at finde noget i disse farver, mere et spørgsmål om at vælge. Så jeg har sammensat 3 små collager som eksempler på farverne, men egentlig kan I bare se på mit banner, hvor farverne også optræder.



Første gang jeg mødte Birte Sahl var for en del år siden til et Kunsthåndværkermarked her i Hjørring. Jeg faldt for det grønne armbånd. Når foråret starter og hen over sommeren har jeg det næsten altid på.

Tekoppen - som både er grøn og blå - er fra Lillerød Lervarefabrik. Teen bliver mest drukket i krus, men koppen er fortrinlig til kakao med flødeskum.

De grønne sko fra Ecco er flere år gamle og rigtigt dejlige at gå i.

Haven er lige nu dejlig lysegrøn, den forandrer sig fra dag til dag. Her er det en hosta i krukke og vores klatrehortensia, hvor knopper også er grønne, inden de hvide skærme folder sig ud.



Testellet er meget svagt blåt. Krusene er næsten gennemsigtige, de er fantastisk smukke. Stellet er lavet af keramiker Dorthe Hansen, som har sit værksted på Sørig Gamle Skole. Der er en lille hyggelig cafe på stedet, så det er bestemt et besøg værd, hvis I kommer til Vendsyssel.

Da jeg blev træt af kun at have hvidt porcelæn, faldt valget på Maeva fra Pillivuyt - her er det sovseskålen.

Jeg er ikke til porcelænsfigurer, men denne lille fugl har sneget sig ind. Den stod oprindeligt i mit barndomshjem (og vi havde selvfølgelig en levende i de samme farver).

Og så er min nye dampstation sørme også blå...

De to nyeste indkøb af tøj - her vist ret krøllede - er begge fra UNO. Kjolen er i tyndt hør, jeg glæder mig, til der bliver lidt varmere...

De gamle gummistøvler er også blå, heldigvis er der ikke brug for dem pt.

Og så stod der da også lille en kurvfuld blå garn fra Isager fremme.
Gad vide, hvor meget bare mit blå garn ville fylde, hvis jeg fandt det frem???

Fortsat god søndag fra det nordjyske
AC

tirsdag den 15. april 2014

Farven gul

Regnbue - legen er nået til gul, den forbinder jeg med sol og sommer!

Først var det rød, så orange og nu gul - de 3 farver er ikke dem, jeg bruger mest, men alligevel kan jeg finde en del i huset.

Den gule post-it er da en genial opfindelse og helt uundværlig, den findes jo nu i alle regnbuens farver.


Mit første stel var grønt og fra Lillerød Lerfabrik (tror jeg, det hed(der)). Min moster hæklede fine gule og hvide servietter til at lægge mellem tallerkenerne. De er hæklet i bomuldsgarn og er vel knap 40 år gamle!



Som ganske ung var jeg et år i huset og passede 3 børn. Familien begyndte at give mig stellet i gave og moderen strikkede disse små gule æggevarmere.
Marmeladekrukken og den lille skål har jeg fået af min søster, dem bruger jeg specielt meget på denne årstid.

Søstrenes Greenes skeer falder let i kurven og derefter i køkkenskuffen, der lå også et par gule elastikker.

Der skulle bruges citronsaft i maden i går.













En gul opsprætter, hobbyknive og Danalim (gad vide, hvor gammelt det firma er?). Og et hæklet betræk til min E-Book reader (som jeg stadig er meget glad for).



Jeg ved virkelig ikke, hvad disse gule knapper laver i min knapkasse, da jeg ikke strikker eller syr i gult??? Der lå også en marmorkugle...


Igen troede jeg, at jeg ville få rigtigt svært ved at finde noget i ugens farve, men den var her altså alligevel!
Hilsen
AC

lørdag den 12. april 2014

Orange?

Rynkede græske appelsiner købt hos den lokale købmand. Når skrællen er fjernet er der den smukkeste orange farve, og de er meget søde. Det er det første, jeg tænker på, når jeg skal finde noget i farven orange.
Jeg har intet tøj i orange (det passer ikke - der ligger vist en orange t-shirt sammen med sommertøjet) og har stort set aldrig haft noget.
Men farven optræder da herhjemme.


Verner Pantons smukke krus har jeg i flere farver.

















Og en orange IKEA kagedåse er også flyttet ind.



NIX PILLE - må kun bruges til stof og garn!


I køkkenvinduet står disse to urtepotter med en gul blomst i anledning af påsken.


Et enkelt nøgle garn til kanterne på Bits af Hanne Falkenberg og broderitråd fra et Fru Zippe kit.


Til sidst: Det er måske lidt snyd - rosen fra mit drivhus er nok mere ferskenfarvet, men smuk er den!


Tilføjelse: Jeg glemte at skrive, at dette er en del af Regnbue Bloglegen
God weekend
AC

onsdag den 9. april 2014

Længe siden


Der måtte en gang sæbevand og olie til, før jeg kunne komme i gang...
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft min symaskine fremme og slet ikke, hvornår jeg sidst har syet tøj.


Fredag eftermiddag var jeg inde i vores lokale stofbutik og blev fristet. Med hjem kom et mønster fra Onion (nr. 2051) og noget let jerseystof.
Hjemme igen blev spisebordet ryddet og så var det i gang med at tegne mønstret op og lægge på stof. Lørdag blev den syet. Jeg havde helt glemt, hvor hyggeligt det er at sy.
Egentlig er det en kjole, men jeg har kortet den af til en tunika. Den sidder perfekt!

Jeg bliver nødt til at købe lidt stof hjem i forårs - og sommerfarver...
Hilsen AC

søndag den 6. april 2014

Regnbue Blogleg

Dette har jeg ikke prøvet før, men jeg kunne ikke lade være med at melde mig!
Liv, med bloggen min skæve vinduesplads til verden har søsat en blogleg med regnbuens farver.


Denne uges farve er rød. Rød er ikke den farve, jeg bruger mest. Det sjove er, at når jeg går på jagt i huset er der alligevel en del.
En af de første trøjer, jeg strikkede til mig selv, var rød - den er for længst gået til de evige strikmarker, og siden da har jeg ikke haft noget rødt i garderoben, men men hvad ser jeg i bryggerset - et par af yndlingsstøvlerne:


På den videre farvejagt dukkede der mange røde ting op.
Mobilen er rød (og der er røde prikker på strygebetrækket):


Den gode gamle kogebog og en af de gamle yndlingsromaner:


"Pynt" med rødt: Glashjerte, Fiat 500 fra sættekassen (vi har haft en blå i naturlig størrelse engang), Aluminia hjertelysestage og motiv fra et fad.


Et eneste nøgle garn i rødt har jeg, men diverse syting er røde. Den lille nålepude har jeg engang syet til min mor.


Jeg har også en rød kaffemaskine, en rød æske med rosiner og stilkene på de spæde rabarbere uden for køkkenvinduet er røde.

Den sidste røde ting i dag og jo den vigtigste: Kræftens Bekæmpelse har landsindsamling i dag, og deres logo er  jo også rødt.


Fortsat god søndag
AC

torsdag den 20. februar 2014

Færdig Kaffe og nyt garn

Strik en stund af Annette Danielsen bliver jeg ved med at vende tilbage til. Der er rigtigt mange fine modeller i. Denne gang har jeg strikket Kaffe. Den er tænkt som en lunende vest. Den er strikket efter opskriften, men i ren og skær dovenskab har jeg afsluttet med en ribkant forneden (i AD's udgave er der en ombukket kant). 
Som sædvanlig en velskrevet og velsiddende model fra AD.
Fakta længere nede.


Vinterferien skal jo nydes til sidste sekund, så formiddagen i dag gik med en tur til Aabybro - lidt udenfor byen ligger nemlig Holst Garn, som har åbent om torsdagen.


Jeg vil gerne have en råhvid cardigan her til foråret. Valget faldt på Coast - uld/bomuld og Titicaca - tynd alpaca. Det glæder jeg mig til at prøve at strikke med.
De grå nøgler er Noble, som er meget lækkert. Planen er Lemon af Helga Isager.
1. prioritet har dog Hjerterum, som jeg skrev om forleden.

Fakta:
Model: Kaffe fra Strik en stund af Annette Danielsen
Garn: Grønpetrol New Zealand lammeuld fra Filcolana. Kaffebønnerne af diverse uldgarnsrester. Alt garnet er fra lageret.
Pinde: Nr. 3
Hilsen AC